Reset Materials
Gå på opdagelse i fremtidens bæredygtige byggematerialer, i den store eksperimenterende gruppeudstilling, der udfolder sig i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur: Reset Materials – Towards Sustainable Architecture.
Byggeri er i dag en af de mest forurenende, menneskelige aktiviteter på jorden og står for næsten 40% af det globale CO2 aftryk. En stor del heraf stammer fra produktionen af materialer og materialeaffald. Det er derfor påtrængende for fremtidens arkitekter og byggeindustri – og for samfundet generelt – at udvikle radikalt nye måder at bygge på.
Reset Materials udforsker fremtidens arkitektur med værker skabt af nye, banebrydende og eksperimenterende byggematerialer. Ti grupper bestående af arkitekter, kunstnere og materialeproducenter giver hver især deres originale bud på bæredygtig arkitektur. Omdrejningspunktet for udstillingen er studier af nyudviklede eller genopdagede, lokale materialer – fra genanvendeligt plast til levende organismer og biogene materialer som brændenælder, jord og hamp, som er samlet, dyrket og høstet, dekonstrueret og komponeret på ny. De endelige værker udstilles som materiale-fragmenter, der giver et indblik i udviklingsprocessen og viser deres arkitektoniske og æstetiske potentialer.
Vil vi i fremtiden bygge vores huse af svampe, brændenælder og genbrugsplast? Vil vi dyrke mursten som afgrøder? Og hvad kommer nye bæredygtige materialer til at betyde for vores forståelse af arkitektonisk skønhed?
På udstillingen præsenteres blandt andet arkitekten Anders Lendager og kunstneren Honey Biba Beckerlee, som eksperimenterer med affald fra udvindingen af grundstoffet silicium. Silicium er overalt i naturen, hvor man kan finde det i sand, sten, jord og ler – endda i planters blade samt hud, hår og negle på mennesker. Det udvindes eksempelvis til brug i produktionen af mikrochips og solceller – og i den proces, går en stor del til spilde. Lendager og Beckerlee undersøger, hvordan silicium kan bruges i støvform til at danne nye æstetiske udtryk som eksempelvis keramik, hvor det er lykkedes at skabe en farvestrålende glasur af en kombination af affaldsmaterialer fra industrien. Desuden undersøger de, hvordan stoffet kan bruges til at løse tekniske udfordringer i byggeriet, bl.a. som komprimerede byggesten og støbegulve.
Et andet projekt i udstillingen udforsker svampematerialet mycelium. Dette materiales inhomogene, netværksstruktur rummer designmæssige potentialer og kan blandt andet anvendes til nye, bæredygtige akustiske løsninger. Materialet udforskes af arkitekter, ingeniører og kunstnere fra Det Kongelige Akademi, Henning Larsen Arkitekter, tegnestuen nikolova/aarsø og producenten Naturpladen ApS.